Jeg vil bede dig om at tegne et rundt hjul, som skal være basis for lykkehjulet.

Du skal nu inddele hjulet i lagkagestykker. I hvert stykke skriver du noget, du brænder for og gerne vil gøre eller gøre mere af. Lav så mange stykker, som du har brug for.

  • Tag nu en farve og sæt en streg i lagkagen, som indikerer, hvor meget du rent faktisk har lyst til at gøre det, du har skrevet. Brug en skala fra 0-10 (hvor 10 er hele lagkagestykket).
  • Tag så en anden farve og sæt en streg fra 0-10 (hvor 10 er hele lagkagestykket), som indikerer, hvor meget tid du bruger på en dag på at tænke på det, du gerne vil uden at gøre det. Det kan f.eks. være at tabe sig og komme i bedre form, og du derfor gerne vil begynde at træne. Hvis du tænker på det mange gange hver dag, skriver du tallet 7.
  • Tag nu en sidste farve og sæt en streg fra 0-10 (hvor 10 er hele lagkagestykket), som indikerer hvor meget tid, du rent faktisk bruger på at udføre handlingen. F.eks. ”0” hvis du slet ikke får trænet.

Du kan også tegne tre hjul, farvelægge dem og holde dem op mod hinanden bagefter.

Pointen med Lykkehjulet

Mange mennesker oplever, at de bruger rigtig meget tid på at tænke på det, de gerne vil gøre mere af, men alt for lidt tid på at udføre det.

Andre oplever, at når det kommer ned på papir, er det slet ikke så vigtigt, og de kan på den måde give sig selv fred i hjernen for den tanke.

Pointen er, at hvis der er noget, du virkelig gerne vil dyrke, som gør dig glad, giver dig god energi og højner dit selvværd, skal du begynde at bruge reel tid på det. Bare 15 minutter til at starte med. I stedet for at bruge måske en time eller mere på at tænke på det hver dag.

På den måde frigiver du dig selv for lidelse og lavt selvværd, og det giver en enorm power at gøre det, der gør os glade og sætter ild til din lyst frem for at tænke på det. Det er en verden til forskel, og tanker gør det ikke alene.

Download pdf til Lykkehjulet øvelsen her: Lykkehjulet